Se hvordan vi rister vores lækre nødder

Kol

 

Nøddehuset sælger ristede nødder i verdensklasse. Nøddehusets indehaver og ristemester kom til Danmark fra Syrien i 2010, og han har arbejdet med nødder hele sit liv. Han er udlært i et traditionelt syrisk risteri, der blev grundlagt helt tilbage i 1885. Her rister man stadig alle nødder i hånden og prøvesmager hver eneste portion nødder, der kommer ud af den lille ristetromle. I Mellemøsten er nødderistning nemlig et håndværk. En professionel nødderisters erfaring og fornemmelse for nødderne giver et helt særligt produkt. Det er denne tradition og kærlighed for kvalitetsnødder og det gode håndværk, som Nøddehuset vil give videre til sine kunder. 

 

Vi producerer selvfølgelig alle vores nødder selv. I Korsør har vi indrettet et traditionelt risteri med maskiner, der er blevet håndlavet af en smed i Syrien og derefter sejlet til Danmark i 2014. Først skulle maskinerne dog fragtes med lastbil gennem Syrien fra Damaskus til havnen i Latakia. Det tog lang tid pga. borgerkrigen, så da vi endelig fik besked om, at maskinerne var på havet, åndede vi lettede op! 

 

Vi går ikke på kompromis med kvaliteten og vælger derfor altid store, friske nødder af de bedste sorter. Derefter tørrister vi nødderne dvs. rister dem uden olie. Det giver en mere sprød og smagfuld nød, som selvfølgelig også er sundere. Først bliver nødderne ristet i en stor tromle ved meget høje temperaturer og derefter flyttes de til andre mindre tromler for at køle ned eller få tilsat salt eller andre krydderier. Vi rister altid små portioner og vores varer har en kort holdbarhed. Derfor kan du være sikker på, at Nøddehuset leverer Danmarks friskeste nødder.